
Med deres tredje fuldlængde album ”Duality”, sendte Defecto i 2020 deres lyttere på endnu en forunderlig rejse ud i vovede, energiske og melodiske lydlandskaber. Bandet byder på en fandenivoldsk, in-your-face-attitude, samtidig med at lyrikken tager et dyk ned i personlige sondringer på godt og ondt.
Med inspiration fra livets op- og nedture, kombineres det hårde med det blide, hvilket har resulteret i tre albums fyldt med massive riffs, fængende omkvæd og teknisk overlegenhed.
Fundamentet af bandet blev skabt i 2010, da den grammy-vindende producer Flemming Rasmussen indledte et samarbejde med forsanger Nicklas Sonne. I 2011 blev Defecto dannet, med lead guitarist Frederik Møller, bassist Thomas Bartholin og senere med trommeslager Mikkel Christensen. Året efter udgav de deres selvbetitlede debut ep, der blev storrost af blandt andre Devilution. Bandet har siden udgivet tre studiealbum (2016, 2017 og 2020), der har slået deres navn fast med syvtommersøm på den danske såvel som den udenlandske metalscene.